Google stopper med at vise Adwords annoncer i højre side

I fredags kunne Search Engine Land bekræfte at Google ruller en ny opdatering ud som påvirker visningen af Adwords annoncer.

Fremadrettet vil Google stoppe med at vise annoncer i højre side af søgeresultatet, som vi kender det fra desktop i dag. Den eneste undtagelse er deres Google Shopping Ads, som stadig vil vises.

google-adwords

I stedet for vil de fremover nu kun vise topannoncer og formentlig tilføje annoncer i bunden af søgeresultatet.

Fra 3 til 4 topannoncer

Udover at fjerne Adwords annoncerne i højre side på desktop, så laver de også en ny tilføjelse på en bestemt række søgeord. De meget kommercielle af slagsen. Når opdateringen er rullet helt ud, vil vi nogle gange kunne se 4 topannoncer i stedet for 3.

Som Search Engine Land skriver, så vil det typisk være søgefraser som “Hotel i New York City” eller “bilforsikring”. Altså søgefraser hvor Google ved at den søgende er på vej til at svinge dankortet.

Sådan her ser det ud i dag, hvis du søger på ordet revisor:

revisor-soegning

Google officielle udmelding omkring den 4. topannonce er:

“Vi har testet dette layout i lang tid, så nogle personer har måske set det på et lille antal af kommercielle søgeord. Vi vil blive ved med at lave nogle ændringer, men det er lavet for høj kommercielle søgeord, hvor det nye layout er i stand til at tilføje mere relevante resultater for den søgende og bedre performance for annoncørerne”

At Google nu fjerner højreside annoncer, gør at søgeresultaterne på desktop kommer til at ligne søgeresultatet på mobilen. Dog vil vi på mobilen typisk kun se 2-3 topannoncer.

Hvordan skal man som annoncører forholde sig?

Årsagen til hvorfor Google har lavet denne ændring er nok ikke så svær at regne ud. Profit! Jeg tror for det første at de forventer en stigning i klikpriserne. Hvor der før var 3 annoncer i toppen og 7-9 annoncer i siden (Ca. 6-8 stykker above-the-fold) har vi altså nu kun 3 nogen gange 4 annoncer.

Det betyder altså, at der vil være betydelig højere konkurrence om at ligge blandt de 3-4 første, og formentlig skubbe klikpriserne en del op. Før kunne man godt have en god kvalitets annonce i højre side med god CTR, men den mulighed forsvinder altså nu inden for de næste par uger, hvor opdateringen ruller ud i hele verden.

Det kommer til at sætte nogle krav til de annoncer som bliver oprettet og ikke mindst de landingssider vi lader folk komme ind på.

Blev SEO lige endnu vigtigere?

Jeg tror det. Det bliver nu endnu vigtigere at ligge på side 1.

Selvom vi på de kommercielle søgeord vil se, at de organiske resultater vil blive skubbet endnu længere ned på siden, så får de faktisk mere fokus.

Al støjen som Adwords annoncerne i højre side lavede er nu væk, og jeg tror faktisk at virksomheder som rangerer højt i de organiske søgeresultat vil opleve en stigning i den organiske trafik. Også på trods af de nu 4 topannoncer.

Men skal vi tænke anderledes i vores SEO?

Den høje konkurrence på de kommercielle søgeord i Adwords, gør også at de mindre virksomheder med små budgetter, vil få svært ved at følge med de store.

Derfor bliver de små virksomheders SEO-indsats også betydelig vigtigere, og de vil sagtens kunne drille de store i de organiske resultater ved at gå udenom de kommercielle søgefraser i deres søgemaskineoptimering.

“Den uvidende søgende”

Thomas Rosenstand har opfundet konceptet omkring “Den vidende søgende” og “Den uvidende søgende”. Altså to grupper af søgende.

Du kan læse mere på Thomas’ egen blog her

Den ene søger efter “Panasonic LED 3D XYL984635 TV”, og den anden søger “Hvilket tv er bedst til 3D-film?”.

Den første søgefrase kan meget vel gå ind under de kommercielle, og dermed give 4 topannoncer + Google Shopping Ads i højre side.

Men tager vi den anden søgning, så fjerner vi konkurrencen fra Adwords, og får i stedet et resultatet kun med organiske resultater.

den-uvidende-soegende

 

Så begynd at give den uvidende søgende svar på de spørgsmål de søger. Så får du gjort indtryk på den søgende langt før i købsprocessen, og med lidt godt købmandsskab, så kan du konvertere den søgende om til en betalende kunde, inden personen begynder at bruge de kommercielle søgefraser.

Hvad tror du?

Hvordan tror du, at denne nye opdatering fra Google vil påvirke vores måde at arbejde på? Både med annoncering i Adwords og SEO. Skriv gerne din mening i kommentarfeltet nedenunder, så vi kan få en debat i gang!

 

One thought on “Google stopper med at vise Adwords annoncer i højre side

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *